| Forside > Beretninger |
Som det måtte være slægten bekendt var Viggo (5.) i Argentina som lærer i årene 1923-25. Om selve udrejsen har han skrevet en 13 sider lang beretning, som blev bragt som føljeton i bladet. Herunder er hele beretningen:
(Colegio Danés)
Tandil F.C.S.
Argentina
Den danske Skole Tandil
Pinselørdag d. 19. Maj 1923 og Lørdag d. 26. Maj
Kære allesammen !
Naar I ikke har hørt fra mig før, er det ikke fordi jeg ikke har tænkt paa jer, siden jeg rejste hjemme fra, det har jeg gjort mange Gange; naar jeg alligevel ikke har skrevet før, er det fordi jeg syntes jeg vilde have set noget mere, før I hørte fra mig - og nu kan dette altsaa paa en Maade blive en Geografitime, idet I i Tanker kan prøve paa at tage den Rejse jeg begyndte paa den 5. Febr. 1923. - Som I maaske husker kørte Driftsbestyreren mig til Holbæk om morgenen til det første Tog, herfra gik Turen over Fredericia til Esbjerg. I denne By fik jeg byttet mine penge med de engelske, som jeg herefter skulde benytte i c. 4 Uger. - Jeg havde været saa heldig i Toget at træffe sammen med en anden ung Dansker, som ogsaa skulde til Argentina, vi slog straks vore Pjalter sammen, og det var rart at være to paa saadan en Rejse, der kan forstaa hinanden; ogsaa paa anden Maade var det rart, idet han nemlig før havde været ude at rejse og altsaa kendt med forskellige Forhold, som jeg var fremmed for; han var født i Vejle, men da han var en lille Dreng paa 7-8 Aar flyttede hans Fader og det endda helt her over til den sydlige Del af Sydamerika, nemlig til Byen Punta Arenas - og her kom han til at gaa i spansk Skole, saa han kunde altsaa det spanske Sprog. Kl. 5¹/4 om Eftermiddagen sejlede Damperen ,,Haakon" ud fra Esbjerg Havn; det blæste ret haardt, saa I kan tro vi ordentligt blev vippet; kort efter blev det spisetid, og vi tog os et ordentligt Foder for dog at have noget at staa imod med og noget at ofre af, hvis det skulde blive nødvendigt. Kl. c. 8 gik jeg i Seng, og det var egentlig for at faa lidt mindre Søsyge. Kort efter begyndte jeg at ofre; alt hvad jeg havde faaet til Aften maatte op, hele Aftenen og Natten var jeg søsyg, men nu maa I forstaa, at jeg ikke var den eneste, nej alle med Undtagelse af 2-3 Stykker var søsyge, mange af dem havde endda sejlet over Atlanterhavet mange Gange, men aldrig været ude for noget saa slemt som dette. Min Rejsekammerat Refsgaard havde en Tid sejlet som Sømand, og han erklærede, at det var noget saa nær det værste, han havde været ude for, men han holdt sig fri for at blive syg. Normalt skal Turen gøres paa c. 24 Timer, men paa Grund af Storm og Modvind tog det den Dag 28-29 Timer; mit Ur var 10 om aftenen da vi landede i Byen Harwich i England, jeg vidste at det gik saa nogenlunde bestemt og jeg havde trods Søsyge husket at trække det om Aftenen men Klokken var kun 9 i Harwich - hvordan kan dette gaa til? - jo, vi sejlede jo mod Vest og taber derved Tid, altsaa en Time. Altsaa Englænderne er en Time bag Danmark i Tid - ??
Efter at vi havde faaet stemplet vore Pas kom vi ind i et Hurtigtog, som i løbet af et par Timer førte os til London - Kæmpebyen London, som jeg saa tit har fortalt de store om, saa vi ikke meget af. Kl. var 11 om Aftenen efter engelsk Tid, da vi naaede vort Hotel, et stort Udvandrerhotel og efter et Aftensmaaltid, som vi haardt trængte til efter den haarde Tur paa Vesterhavet, gik vi i Seng. Det var rart igen at have fast Bund under sig, og at man ikke skulde kastes rundt i Sengen af de lunefulde Bølger. - men hvad var det? Straks efter at jeg var kommet i Seng, begyndte Sengen at rulle! Dog nej, det var kun Indbildning, den lange Tur paa Havet var ikke saadan at blive kvit, dog snart efter faldt jeg i Søvn, og næste Morgen var det hele glemt.
Hotellet var, som jeg før sagde Udvandrerhotel, en mængde Folk fra alle Egne af Europa var samlet her for at vente til deres Damper afgik. Der var en Hollænder, Tyskere, Russere, Tyrker, Nordmænd og Danske saa det var en Summen af mange forskellige Sprog , og vi kunde ikke forstaa noget af det.
Nu havde vi en Dag til at være i London og vi mente at vi skulde faa en Del af Byen at se, men det blev ikke til ret meget; fordi vor Agent, som skulde ordne vore Papirer, narrede os - desuden faldt ogsaa ind med Regn og lidt Taage - ikke den berømmelige Londonertaage - saa vi foretrak at gaa ind i en Biograf, hvor de spillede Oliver Tvist. Næste Dags Formiddag løb vi en lille Tur rundt og saa paa gadelivet. Overalt i Gadelivet vrimlede det med Sporvogne, Omnibusser, Hestekøretøjer og Biler. Dog, et lille fik vi, et lille - omend lille bitte - Indtryk af hvordan de lever i London. Om morgenen fik vi Smørrebrød, Skinke og Spejlæg - de to sidste slags var maaske fra Danmark; om middagen Suppe, Bøf og Kartofler og om Aftenen Suppe, Steg og Kartofler, det var saamænd meget godt, men det var ikke saa godt som i Danmark; Englænderne kan ikke i den ædle Kogekunst staa sig med Danskerne; hvad vi især savnede til Stegen, var Sovsen - det bruger de ikke der.
Hotellets Dagligstue var ikke forsynet med Kakkelovn, saadan som vore stuer er. Der var en aaben Kamin, som ikke kunde varme Stuen op; man fyldte Kul paa Ildstedet og somme Tider slog Røgen ud i Stuen, og saa var der kun varmt lige omkring den. Nej, maa vi be' om de gode danske Kakkelovne.
Om Formiddagen Kl. 11¾ kørte vi med Hurtigtog tværs over England til Liverpool, hvortil vi kom Kl. 4½. Turen over England! - Ja, hvad kan man se fra et Kupévindue og saa oven i Købet fra et Eksprestog. Jo, lidt fik man jo set; der var mange Græsmarker med levende Hegn omkring, midt i Marken kunde der staa enkelte store Træer. Kvier, Heste og Faar gik ude; det gør de jo hele Vinteren der.
Over Middag kom Solen frem og nu blev der ogsaa en anden Afveksling, - det var Lørdag Eftermiddag - og som I ved - holder man fri denne Eftermiddag ,,Weekend" som Englænderne kalder det; saa sporter de i stedet for, og ved hver enkelt større By var der en mængde paa Fodboldpladserne; navnlig ved Liverpool var der mange Fodboldpladser, jer har aldrig før set saa mange paa et Sted, og alle var de optaget af Spillere - smaa og store - Søndag bliver helligholdt - da skal man efter sigende ikke kunde se noget til Sport.
En Ting til maa ogsaa nævnes: Kultogene; jeg ved ikke hvor mange Kultog vi mødte, men det var mange, og der var mange Vogne i hvert.
Byen Liverpool saa vi ikke noget af, Toget kørte lige ned til Havnen og en halv time efter var vi om bord paa Damperen ,,Darro" - det Skib, som i de næste 24 Døgn skulde være vort Opholdssted. ,,Darro" var en Damper paa 11-12.000 t - altsaa efter Atlanterhavsskibe ret lille. Nu gik livet saa sin stille Gang paa Søen c. 2½ Døgn og vi fik Tid til at stifte Bekendtskab med de faa Rejsende; paa 3die Klasse var vi kun 8, nemlig en Englænder med Søn, en engelsk Argentiner med Søn, en Portugiser, en - ja hvad var han - hans Moder Ægypter hans Fader Jøde, han selv havde været baade i Italien, Frankrig, England og Argentina til trods for sine kun 22 Aar, og saa os to Danske;
Refsgaard og jeg fik Kahyt sammen med Ægypteren, det er vist lettest at kalde ham saa - Hans Køje-Seng var lige oven over min, og jeg spurgte ham paa Engelsk - lidt kunde jeg af dette Sprog - om han blev søsyg for i saa Fald var det jo ikke saa morsomt for mig - jeg kunde jo faa det hele ned over mig. ,,Søsyg" sagde han, ,,det er kun gamle Koner, der bliver det". ,,Naa Tak" tænkte jeg ,,det er godt Du ikke saa mig paa Vesterhavet". Og nu skete det hverken værre eller bedre, end at det blev ret stærkt Blæsevejr over den spanske Sø, og han knækkede sig saa det var en Gru at se og høre paa - men vi undte ham det i Grunden - for han behøvede i Grunden ikke at være saa stor paa det. - Jeg kunde derimod holde mig - I ved, at man kan blive vaccineret mod Koppesygdom, - saadan kan man vist ogsaa blive uimodtagelig for Søsyge, naar man har været det tilstrækkelig meget - og saadan kom altsaa den haarde Vesterhavstur mig til gode her.
Forøvrigt kunde man ikke rigtigt stole paa ham, saa man skulde ikke give sig for meget af med ham, men interessant var det at se ham skrive ægyptisk; han begyndte ved den højre side og skrev til venstre.
Da vi havde sejlet 2½ Døgn kom vi til den nordvestlige Del af Spanien til en By der hedder la Coruña (Corunja). Vi kom ikke ind til Havnen, da Damperen var for stor til at gaa ind, en smuk Indsejling var det, og Ægypteren som laa ved Koøjet - Vinduet - vækkede mig, han kaldte mig altid Mister Vigo - langt i - da Ougaard i hans Mund blev til Ugar. Byen, der har 70-80.000 Indbygg., ligger meget smukt i en smal Bugt mellem Bjergene; Omegnen er opfyldt af Granit, her som saa mange Gange senere kom min Kikkert mig rigtig til gode. Den er fortrinlig, og I skal rigtig have Tak for den. En mængde smaa Baade med Appelsiner, Citroner, Valnødder og Prospektkort kom ud til Skibet, og i smaa Kurve hejsede vi de Ting op vi købte.
Refsgaards Spansk kom her tilpas. - Her kom en del Spaniere om bord; men de fik ikke saa mange Bekvemmeligheder. Sengene var forsynet med Madras men ellers intet. Kosten var ikke meget indbydende mest Suppe, Grøntsager og Fisk; men mere om det naar Portugiserne kommer med. Henimod Aften sejlede vi videre og næste Dags Morgen kom vi til Lexores, Oportos Havnestad; men grundet paa Storm kunde vi ikke gaa ind her. Vi laa et par Timers Tid og ventede paa bedre Vejr; og det var et stolt Syn at se hvor Bølgerne væltede sig ind mod Klipperne og blev slynget højt til Vejrs. Kikkerten frem, saa kunde vi rigtig se det.
Da Vejret ikke blev bedre gik vi videre for næste Dag at naa Lissabon, Portugals Hovedstad. Damperen kunde heller ikke her lægge til ved Kajen, og de smaa Baade og Dampere havde travlt med at komme ud til os. Vi kunde godt komme i Land i Byen; naar jeg ikke var det, var det nærmest Dovenskab; vi havde det nemlig rart varmt paa Damperen, for Resten den første Dag vi mærkede lidt til Varmen, og jeg syntes der var saa meget at se i Havnen, og saa tænkte jeg at det kunde naas paa Hjemrejsen, til den tid kan jeg forhaabentlig saa meget Spansk, saa jeg kan klare mig. Dagens største Begivenhed var den Gang Udvandrerne kom om Bord. Mænd, Kvinder og Børn kom med deres faa Ejendele for at forsøge Lykken i andre Lande. Det var ikke store Bekvemmeligheder der blev tilbudt dem paa Skibet. Køjerne var et Hundrede Stykker tæt ved siden af og over hinanden kun forsynet med Madras. Kosten var den samme som Spaniernes. Skaale, Skeer og Gafler maatte de selv holde rene paa hele Rejsen, og naar de fik Maden udleveret, sluttede de sig sammen i smaa Hold paa Dækket, de nærmeste Venner sammen; det var ikke særlig hyggeligt paa Dækket, efter at de havde spist. Fiskeben, Brød og Suppe laa og flød rundt om; efter spisningen Ild paa Cigaretter; de ryger meget, og imellem harker og spytter de meget fælt, selv om de stod lige ved Rælingen kunde de ikke spytte i Havet men paa Dækket; saa kunde vi andre ogsaa faa lidt lege af det.
Naar de fik noget til middag, de ikke kunde lide, købte de gerne en Daase Sardiner, og tit saa man dem staa med et Stykke tørt Brød i den ene Haand og en Sardin i den anden, mens Olien flød over Fingrene paa dem.
Mange Fornøjelser var der ikke om Bord, men dem der var maatte vi jo tage med. Hver Dag var der Koncert af tre Mand, og den maatte vi selvfølgelig have med. Somme tider var der en Mængde ,,Springere'' en Slags Delfiner, som morede sig med at svømme om kap med Skibet, og det skete tit, at de sprang et Stykke op over Vandet, saa ned igen, altid en Afveksling; ligeledes var der i visse Egne en mængde Flyvefiske; de færdedes i flokke, naar de blev forfulgt, kom de ovenfor Vandoverfladen og spredte ,,Vingerne'' Brystfinnerne ud, saa tog Vinden fat i dem og førte dem langt bort, før de faldt i Vandet.
Lidt Gymnastik fik vi ogsaa; de unge Mænd fra 4. Kl. sluttede sig snart til os og vi var nu et lille Selskab paa 6-8 Stk., og vi søgte nu at overgaa hinanden i Højdespring, Længdespring, Armkræfter og Smidighed; i det sidste var de ikke særlig dygtig.
Aldrig før har jeg været i Vandet for at bade d. 22. Febr., det fik jeg Lejlighed til her, der var nemlig paa Skibet opstillet et stort Basin 4-5 m paa hver Led og saa dybt, at jeg lige kunde naa at faa Hænderne ovenfor, naar jeg stod paa Bunden; heri blev der hele Tiden pumpet dejlig frisk Havvand hele Dagene igennem, og da vi kom i Nærheden af Ækvator begyndte vi at bade, navnlig om Morgenen Kl. 6 var det dejligt, og saa bagefter tog vi lidt Gymnastik; det var en god Maade at begynde Dagen paa.
Den største Begivenhed var Passeringen af Ækvator; det er en gammel Skik, at naar Folk første Gang sejler over Ækvator, skal de døbes. I gamle Dage skal det efter sigende være sket ved, at der blev bundet et Reb om Manden, saa blev han halet under Skibet; det var en haard Behandling og heldigvis er den afskaffet. Nu benytter man det store Basin til det. En del af Mandskabet var klædt ud paa forskellig Maade, en var Neptun, Havets Gud; en anden hans Frue, en var Læge, han undersøgte dem der skulde døbes, gav dem Medicin og skar Ligtorne af dem med en stor Trækniv; saa blev de ført frem for Neptun, og derefter kom de her til Basinet, her stod der en Barber og sæbede dem godt ind med Melklister eller saadan noget, ragede det derefter af med en stor Kniv, og saa gik de eller rettere blev de smidt paa Hovedet baglæns ned i Vandet, og de var saa døbte. Nogle fandt sig ikke godvilligt i det, og de stærke Sømænd havde alle deres Kræfter behov for at holde dem - men selvfølgelig en Mand kunde ikke staa sig mod 6-7 stærke Sømænd og han maatte herunder. I Vandet var der 2-3 dygtige Svømmere, som greb dem, der ikke kunde svømme; nu kunde de henvende sig hos Neptun og faa Attest for at være døbt.
Den 1ste Marts kom vi til Brasiliens Hovedstad Rio Janeiro; om morgenen sejlede vi ind i Havnen i smukt Solskin og Indsejlingen var meget smuk. Byen er paa godt 1 Mill. Indbyggere og ligger ved en lille Bugt inde mellem ret høje Bjerge. Naar man ser Brasiliens Kort, er der ikke særlig mange Bjerge at se paa det, imidlertid er der en Del, og for mig, der ikke har set Bjerge før virkede de storslaaet. Kl. 9 om Formiddagen gik vi i Land, Refsgaard, Engelsk-Argentineren og undertegnede. Selvfølgelig kan man ikke paa 7-8 Timer faa set ret meget af en Millionby; efter at vi havde faaet byttet vore Penge drak vi Kaffe i en Bar, denne er ligesom de fleste Restaurationer i de varme Lande tiest en hjørnebygning; der er anbragt store elektriske Trævifter oppe under Loftet, saa der stadig kan Komme frisk og kølig Luft derind; om Kaffen maa jeg sige dette, at jeg aldrig før har faaet saa god velsmagende Kaffe; maaske smagte den særlig godt, fordi vi ikke havde faaet Kaffe i 3 Uger. Englænderne kan nemlig ikke lave Kaffe, saa den Kaffe vi fik paa Skibet, bad vi os fritaget for, og i Stedet fik vi Te der.
Byen ligger meget smukt og ejendommeligt op ad Bjergskraaningerne med høje Bjerge i Baggrunden; enkelte Bjergtoppe rejser sig kegleformigt i Vejret, saa det er umuligt eller i alt Fald meget vanskeligt at bestige dem, hvis der ikke havde været en Hængebane fra et andet Bjerg, som er mere tingængeligt; saadan var det med ,,Sukkertoppen''.
Der var i Byen Verdensudstilling, og den besaa vi selvfølgelig. Danmark havde ogsaa sin Bygning, lille og uanselig udvendig maaske fordi den laa lidt indeklemt mellem de store Bygninger; kom man ind i Bygningen, lagde man især mærke til Porcelænet fra den kongelige Porcelænsfabrik i København. Her traf jeg en ung Mand fra Svinninge, nemlig Niels Rasmussens Kristian, han var Opsynsmand der paa Udstillingen, og jeg kunde se paa ham, at han var glad ved at høre lidt hjemmefra, det bliver man, naar man kommer saa langt bort.
Af de største Udstillinger lagde man især Mærke til Belgiens, de forenede Staters og Frankrigs; navnlig Belgien var syntes jeg særlig godt representeret med Jernbanevogne, Lokomotiver m.m.
Der er meget varmt i Rio Janeiro, og jeg var glad ved, at det ikke skulde være min Arbejdsplads; om Aftenen Kl. 6 var vi om Bord igen dygtig trætte efter Dagens Anstrengelse, og det kan nok være vi sov godt den Nat uvante som vi var til at gaa.
Og saa gik Turen til Santos, hvortil vi kom efter 18 Timers Forløb. Byen, der ligger meget ejendommeligt ved en lang snæver Kanal, gjorde ikke noget tiltalende Indtryk; Befolkningen er her ligesom i Rio meget blandet af Negre, Mulatter og Hvide. Gaderne snævre og snavsede; ligesom i alle Byer i Amerika anlagt som Fredericia. Ret ejendommelige er Køretøjerne: Vogne med 2 Hjul trukket af Muldyr, de er udholdende og kan bedre end Hesten taale Varmen.
Santos er jo bekendt for Udførsel af Kaffe; langs med Kajen laa en Mængde Magasiner fyldt med Kaffe. Havnearbejderne havde travlt med at lade Kaffe i Skibene. To-tre Sække ad Gangen oven paa Hovedet, og saa af Sted i Smaatrav. Desuden dyrkes der i Omegnen en Mængde Bananer, jeg har aldrig set saa mange Bananer før; vort Skib ladede i 6-7 Timer Bananer. Af andre Frugter, som Byen udfører, maa nævnes Appelsiner, Citroner og Anaanas. Paa Grund af Torden og Regn blev Ladningen sinket, og Natten maatte vi tilbringe i Havn, da Damperen ikke ved Nat kunde gaa ud gennem det vanskelige Sejlløb. Først næste Dags Morgen Kl. 6 kommer vi af Sted for at tilbringe de næste 4 Dage - de sidste - paa Damperen, inden vi naaede Búenos Aires.
Det er jo ogsaa en Millionby; meget smuk og tiltalende ligesom mange andre Storbyer; den ligge jo ved la Plataflodens Munding, denne Flod med Bifloder gennemstrømmer hele den nordlige del af Argentina, og den fører en mængde Ler og Dynd med ud i Atlanterhavet - jer tror, at i hele 14 Timer sejlede vi i gulligt Vand. Vi var paa Dækket hele den Tid, de fleste af Passagererne havde ingen Ro paa sig; var mon den og den ved Havnen for at tage imod Dem? Andre var mere rolige, de havde sandsynligvis ingen Bekendte, der ventede paa dem, og det var jo lige meget, hvor de kom hen, blot de kunde faa Arbejde og tjene lidt. Endelig Kl. 5 om Eftermiddagen kom vi i Land, og straks derpaa fandt vi et Hotel, hvor vi overnattede; der skulde have været en dansk Mand for at tage mod mig, men han var der ikke. Den engelske Argentiner hjalp mig saa med mit Tøj og med at faa mig ud af Byen igen; det er vanskeligt at finde rundt i en Storby, men dobbelt vanskeligt bliver det jo, naar man ikke kan forstaa et eneste Muk af de mange Ord, man hører.
Nede ved Havnen laa der et stort Indvandrerhotel, hvor man kan faa gratis Kost og Logi i 5 Dage indtil der byder sig noget Arbejde, men der var nu (ikke) særlig tiltalende, saa jeg foretrak et andet.
Jeg var i Buenos Aires en Dag, saa den fik jeg heller ikke rigtig at se, men det kommer senere. Klokken 9 om Aftenen gik mit Tog, og jeg var jo noget spændt paa, hvordan Rejseselskabet ville blive; det var igen som Heldet fulgte mig, der var nemlig 3 Danskere, som havde faaet Arbejde paa Landet; de kunde ganske vist heller ikke noget Sprog, men det var til Gengæld rart at høre lidt om deres Rejse.
Det var ellers et meget blandet Selskab i Kupeen; Folk fra mange Egne af Jorden, de skulde nu ud og forsøge den store Lykke; dog var der kun én Neger; dette Folk holder til længere op mod Nord, ikke her Syd paa. Nogle Indfødte var der ogsaa, altsaa et Blandingsfolk af Indianere og Indvandrere; de søgte at gøre sig det saa behageligt som muligt, bredte deres Tæpper ud paa Bænkene og sov snart ind.
Jeg lukkede ikke Øjet, de 9 Timer Turen varede, og alligevel følte jeg ikke Turen saa lang, dels i Toget, dels paa Stationerne vi kom forbi; henad Kl. 5 blev det lyst og nu blev der jo noget at se efter; saa langt Øjet rakte var Landet fladt, og omgivet af Hegn en mængde Dyr, Heste, Køer og Faar græssede.
Først da vi kom i Nærheden af Tandil blev der lidt Forandring i Landskabet, da begyndte der nemlig at komme lidt Bjerge. Kl. godt 6 om Morgenen holdt Toget, og det kan nok være jeg var spændt paa at se Byen Tandil, som skulde blive mit Opholdssted.
Paa Stationen var der en ung dansk Lærer - Sigvard - og tage imod mig; da vi havde drukket Morgenkaffe og jeg var bleven vasket, gik vi en Tur op i Bjergene lidt uden for Byen; herfra er der god Udsigt over Byen, der vel har 20-25.000 Indbyggere altsaa vel som Vejle, men den har meget større Udstrækning, fordi der kun er faa høje Huse; her er jo endnu Jord nok, saa man behøver ikke at bygge opad. Husene ligner slet ikke de danske; Tagene er flade, Facaden med kun to-tre Vinduer og en Dør, men kommer man ind i dem, er det ret hyggeligt; Værelserne har alle Døre ud til Haven eller Gaarden, saa at man maa udenfor for at komme fra den ene Stue til den anden.
Naa, men da vi havde set lidt paa Udsigten blev der Skoletid og Lærer Sigvard gik i Skole, mens jeg gik hen og sove; først næste Dag kom jeg i Skole. Børnene var jo lidt optaget af hvad jeg var for en - og jeg jo ogsaa af hvad det var for Børn.
Stationen ligger lidt i Udkanten af Byen, og Skolen i den modsatte Ende i Nærheden af Raadhuset. Her er i Aar c. 75 Børn og om dem er vi 3 Lærere og 2 Lærerinder; de faar Undervisning baade paa Dansk og Spansk, og de taler begge Sprog lige godt; naar de leger taler de maaske mest Spansk, det er de vant til fra Byen. Nogle af dem har en meget lang Stykke Vej hjem - 4-5-6 Timers Kørsel med Toget; saa de maa bo herinde i Pensionatet; da det jo er ret kostbart, er der mange af Børnene, der kun faar 3-4 Aars Undervisning i det hele; men andre faar 7-8 Aar og vi har derfor det Særsyn at Børn paa 8 Aar og 14 Aar gaar i II Klasse sammen.
Dette er altsaa mine Oplevelser til jeg begyndte Skolen, senere skal jeg fortælle lidt om Livet, Klimaet, Landet og Folket.
Til slut en venlig Hilsen til jer alle fra
Lærer Viggo
NB. Hvis nogen af jer har Lyst til at senbde mig en Hilsen, kan I faa Adr. af Fader
| <<< | TOP | >>> |